Det bobler af liv i Kreative Dages nye junior-univers
De yngre besøgende kan se, prøve og opleve et hav af ting i JUNIOR kvarteret, hvor blandt andre "Lakserytten" byder på en række kreative workshops og introduktion til det nye børnemedie Flimmer.
Måske har man som forældre eller bedsteforældre prøvet at være afsted til arrangementer, hvor børnenes tilbagevendende kommentar er: "Hvornår skal vi hjem?"
Sådan er det ikke på Kreative Dage, hvor børn og unge altid har haft masser af muligheder for at eksperimentere, kreere og fordybe sig - og nu får paletten for de yngre gæster endnu flere farver.
Kreative Dage 2024 får nemlig premiere på JUNIOR kvarteret - et særligt område indrettet eksklusivt til de unge kreative sjæle mellem cirka 8 og 14 år. JUNIOR kvarteret har egen scene fyldt med indslag og workshops i børnehøjde, og standene er fyldt med produkter og aktiviteter indenfor hobby, håndarbejde og kunsthåndværk, der stimulerer børnenes fantasi og kreativitet.
Blandt de mange spændende navne, børnene kan møde og opleve i kvarteret, er Lakserytteren, alias Rasmus Kolbe, som engagerer flere end 100.000 abonnenter på YouTube med sine farverige videoer om blandt andet tegning og kreativitet.
- Jeg deltog for første gang på Kreative Dage sidste år, og jeg blev helt blæst bagover. Jeg mødte SÅ mange skønne børn og dejlige familier, der bare havde en fest i kreativitetens tegn. Så jeg var slet ikke i tvivl om, at vi skulle vende tilbage i år og med et endnu større setup, fortæller Rasmus Kolbe, som deltager i tre daglige shows på JUNIOR-scenen - med efterfølgende workshops indenfor dans, science, tegning, keramik og natur.
Det nye børnemedie Flimmer lanceres på Kreative Dage
Lakserytteren er også involveret i et nyt børnemedie, kaldet "Flimmer", som er støttet af Innovationsfonden. Flimmer går i luften som app i efteråret, og dermed er Kreative Dage en perfekt affyringsrampe, fortæller medstifter Maria Baagøe Bove.
Rasmus "Lakserytteren" Kolbe har sammen med Maria Baagøe Bove og Mark Pallisgaard (th) stiftet børnemediet Flimmer, som de 6-12 årige kan høre meget mere om på Kreative Dage i Fredericia. Projektet er støttet af Innovationsfonden, og ambitionen er mindst 5.000 brugere på platformen inden udgangen af året.
- Flimmer er et nyt medie for de 6-12 årige, og selv om det er en app, så er det Flimmers fornemste opgave at få børn væk fra skærmene. Der er så meget indhold på for eksempel YouTube og TikTok, som slet ikke har børnenes udvikling og læring for øje. Vi tager børnene alvorligt og vil styrke deres leg og kreative udfoldelser, og det flugter jo helt perfekt med tankegangen bag Kreative Dages JUNIOR kvarter, som er et fantastisk initiativ, fastslår Maria Baagøe Bove.
Kreative Dage foregår den 25.-27. oktober i MESSE C Fredericia. Se mere på www.kreativedage.dk.
Yderligere oplysninger: Projektleder Charlotte Buus, MESSE C, 2777 0046, cbu@messec.dk