Mød "Den Vandrende Strikker" og "Selvtid" på Kreative Dage

Der er blandt andet strik og historie, samt akvarel for begyndere på sceneprogrammet, når en snes tusinde krea-fans mødes på messe i efteråret. 

Efteråret 2023 i MESSE C Fredericia byder blandt andet på et gensyn med Danmarks og Nordens største kreative univers, når Kreative Dage byder indenfor. Sidste år blev messen besøgt af godt 21.000 gæster.

 

Selv om krea-entusiasterne må væbne sig med tålmodighed i nogle måneder endnu, så er forberedelserne i fuld gang, fortæller messechef Lars Søndergaard:

- Vi har allerede her i maj flere end 220 navne på plads på udstillerlisten, og standsalget er i fuld gang. Så der bliver rigeligt at se, prøve og opleve, lover messechefen.

 

Strik var ikke kønsopdelt

En vigtig del af messeoplevelsen er det omfattende sceneprogram, som hvert år fyres af fra hele fem livescener. Programmet er stadig under udarbejdelse, men Lars Søndergaard kan løfte sløret for et par af de spændende indlæg i 2023-udgaven.

Alle tre messedage kan de besøgende opleve Kasper Thomsen, også kendt som "Den Vandrende Strikker". Ham har flere besøgende haft "på ønskesedlen" i deres tilbagemeldinger på messen, og arrangørerne er glade for at kunne efterkomme ønsket.

Den unge historiker og formidler hos Den Gamle By i Aarhus er både et outdoor-menneske og en ivrig strikker, og de to ting kombinerer han, når han går ture i den midtjyske natur.

 

Hans vandringer knytter blandt andet tråde til Danmark for omkring 150 år siden, hvor det var en nødvendighed og et livsvilkår at få noget nyttigt ud af enhver stund. Dengang var mændene lige så flittige med strik og anden husflid som kvinderne, og særligt på de tynde midt- og vestjyske jorde levede man af får og uldprodukter, som hosekræmmeren opkøbte.

Hør den historiske fortælling om håndværk, strik og husflid, som har været med til at forme vores kultur.

Selvtid giver selvtillid

Dagen før deadline besluttede det lille firma "Selvtid" fra Amager spontant at tilmelde sig den seneste sæson af "Løvens Hule" på DR-TV. Det viste sig at være en god ide, for deres "favoritløve", Christian Arnstedt, hoppede med ombord og er i dag med til at udbrede konceptet med færdige bokse, som gør akvarelmaling tilgængeligt for alle.

 

På Kreative Dage fortæller Sofie og Helena fra Selvtid om deres start-up eventyr, og om, hvordan en kreativ hobby kan gøre os alle lidt mere modige, i alle aspekter af livet.

De to stiftere er på scenen alle tre messedage og er afgjort et besøg værd, og det samme er Selvtids spændende stand på messen.

 

Kreative Dage foregår den 27.-29. oktober 2023 i MESSE C Fredericia. Se mere på www.kreativedage.dk.