Skip to main content

Broderisten kommer til Kreative Dage 2025!

Kreative Dage

Vi er enormt glade for at kunne løfte sløret for en af de første nyheder til Kreative Dage 2025! Broderisten - Trine Runge Jessen - kigger forbi messen med sin nål skarpere end nogensinde.

Trine har gjort det til sin mission at gøre broderi badass igen, og hun har fået stor opmærksomhed for sin rå og humoristiske tilgang til det ellers klassiske håndværk. I stedet for roser og englebroderier er det emojis, bandeord og ikoniske symboler, der får nyt liv i hendes designs. 

Til Kreative Dage 2025 kan du blandt andet opleve Broderisten på juniorscenen, hvor hun giver børn og unge en sjov og kreativ introduktion til broderiets verden med udgangspunkt i hendes nye børnebog “Broderisten Badass Broderier for børn". Her er der fuld fart på fantasien, farver og fede mønstre - perfekt til små hænder og store idéer. 

Få ro i skallen med Broderist og Lærke Egefjord

Derudover kan du også møde hende på den store scene sammen med læge, Lærke Egefjord, hvor de sammen sætter fokus på, hvorfor kreative håndværk er så sundt for dit hoved. Der bliver både snakket bajere, broderi og brain, når de to underholdende kvinder fyrer op under livsglæden. Det bliver inspirerede, skævt og alt andet end traditionelt. 

Glæd dig til at opleve Broderistens univers live - med nål, tråd og masser af attitude. Vi lover, det bliver alt andet end kedeligt!